Wed 2 Jul 2008
”Fæ dør, frænde dør, selv dør vi til sidst. Et ved jeg, som aldrig dør: Dom over en død mands dåd.”
 |
Mogens Glistrup var en stor mand på flere forskellige måder.
Ud over for hans store viden værdsætter jeg ham også for hans komiske talent, hvad enten det morsomme altid var tilsigtet eller blot en konsekvens af hans herlige bornholmske dialekt parret med hans fandenivoldske politisk ukorrekthed og anarkistiske utryksform.
Jeg foreslår at vi minder Glistrup i hans egen umiddelbare og uhøjtidelige ånd. Og hvordan kan man gøre det bedre end ved at høre på hans stemme, og ved at flække af grin af den udsædvanlig underholdende måde hvorpå han formåede at servere sine meninger.
Nedenstående er indholdsfortegnelsen over et DR interview fra 2000 hvor foruden Mogens Glistrup og studieværten Hussein Ferdowsipour også Ole Hasselbalch, Søren Krarup og Søren Espersen deltager.
Skål Mugge, vi vil aldrig glemme dig!
Min oprigtige deltagelse til hans trofaste kone og makker, Lene Glistrup der har en ikke ubetydelig del af æren for at Mogens kunne udfolde sig som han gjorde, og kunne fortsætte med det så længe. Det har helt sikkert ikke altid været nemt.
Programmet blev i sin tid sendt under navnet: Vi sender dem hjem.
Download hele samlingen på 51 MB mp3 her (scroll ned på siden) : Vi sender dem hjem
 |
Dom over død mands dåd
Af Glenn P.
En af Danmarks store sønner er nu gået til Valhalla.
 Lene Glistrup |
|
| Lene Glistrup var Mogens’ tro støtte gennem livet. |
Mogens Glistrup er ikke mere. Til overfladiske og sentimentale betragtninger indbyder hans liv og virke ikke. Dette ville uden tvivl også have været ham meget imod.
Et må imidlertid slås fast: Mennesket Mogens Glistrup var en idealist. Han var et af de få og fænomenale mennesker, som ikke primært levede for sit eget ve og vel, men for sit folks trivsel.
Det meste af sit voksenliv handlede han således ikke ud fra egoistiske motiver, men ud fra, hvad han mente, ville gavne Danmark og danskerne mest.
Han bragte i denne forbindelse indtil flere store personlige ofre. Han var på denne måde langt hævet over alle de politiske opportunister og menneskelige nulliteter, som omgav ham.
 Mogens i godt humør |
Denne oprigtige bekymring og omsorg for sit folk var naturligvis også det, der mere end noget andet påkaldte systemets foragt og had, men netop dette bør også gøre ham afholdt som en sand dansk idealist, hvis klarsyn og begavelse han uselvisk stillede til rådighed for de danskere, som ville lytte.
Man kan, Danmarks og Europas nuværende situation taget i betragtning, kun beklage, at ikke flere danskere i tide valgte at lytte til Glistrup. Han indså, langt forud for sin tid, den altoverskyggende fare for nationen, der udgik og udgår fra den tredje verdens enorme befolkningstilvækst og den heraf følgende indvandring til Europa og Danmark.
Glistrup så ganske klart, at hvis ikke denne indvandring blev stoppet effektivt og de allerede indvandrede konsekvent og kollektivt blev hjemsendt, da ville selve Danmarks og danskernes eksistens være truet.
Det vil især være dette visionære klarsyn, som eftertidens danskere, hvis der bliver nogen, bør huske og takke Glistrup for.
Hvis Danmark og Europa imod alle odds i denne elvte time skulle bestå og overleve den tredje verdens kolonisation og landsforræderiske politikeres støtte til denne, da vil fremtidige generationer med rette kunne udtale dette kvæd fra “Den Højes Tale“ (Hávamál) til minde om Mogens Glistrup;
”Fæ dør, frænde dør, selv dør vi til sidst. Et ved jeg, som aldrig dør: Dom over en død mands dåd.”
| Oslo 1993 Mogens og Lene overfaldes af rødfascister fra S.O.S Racisme og Blitz. |
Anna Lyttiger har nogle pæne ord - Han havde ret, men blev slagtet for det
