Dette dokument blev lavet som et tillæg til følgende brandaktuelle artikel der igen har sat fokus på de jødiske organisationers pågående usaglige og udemokratiske indblanding i amerikansk politik angående menneskerettigheder, racisme, højreekstremisme, udenrigspolitik, terrorisme etc. Man kunne overveje at læse artiklen på nedenstående link først.

Balder Blog 29 marts 2009 - Jødiske 'menneskerettigheds-organisationer' udpeger millioner af amerikanere som mulige terrorister

Sandheden om den kriminelle jødiske spiontjeneste Anti-Defamation League (ADL)

 
   
 

Noam Chomsky, himself a descendant of Jewish immigrants from Russia:

In the United States a rather effective system of intimidation has been developed to silence critique. . . . Take the Anti-Defamation League. . . . It’s actually an organization devoted to trying to defame and intimidate and silence people who criticize current Israeli policies, whatever they may be. For example, I myself, through a leak in the New England office of the Anti-Defamation League, was able to obtain a copy of my file there. It’s 150 pages, just like an FBI file, [consisting of] interoffice memos warning that I’m going to show up here and there, surveillance of talks that I give, comments and alleged transcripts of talks.

These files, or parts of them, would be then handed over to the local branches and, whenever it was judged appropriate, actions would be taken against Chomsky’s performances or speeches (or other critics of Israel or the Jewish lobby). Chomsky continues:

The politicians of course are directly subjected to this, and they are also subjected to substantial financial penalties if they don’t go along. . . . This totally one-sided pressure and this, by now, very effective system of vilification, lying, defamation, and judicious use of funds in the political system . . . has created a highly biased approach to the whole matter.

Medierne refererer rutinemæssigt til Anti-Defamation League of B'nai B'rith (ADL), ikke som en jødisk pressionsgruppe, eller blot en jødisk lobbygruppe, men som en 'menneskerets-organisation', og endda som en 'en borgerrettighedsgruppe'.

Medierne vil have offentligheden til at tro at ADL er en upartisk gruppe der er optaget af af hvad der er godt for USA, i stedet for hvad der er godt for Jøderne. De fleste medier vil ikke en gang fortælle at det er en jødisk organisation med stærke bånd til Israel.

Organisationen beskriver rutinemæssigt andre grupper og organisationer som farlige, voldelige og kriminelle, uden at der er skyggen af et bevis for påstandene.

Kriminelt foretagende med helgenstatus i medierne

Faktum er imidlertid at ADL er en organisation der selv har begået yderst alvorlige lovbrud.

I november 1992, efter fortrolige politifiler, blev stjålet fra politiet i San Francisco, begyndte en undersøgelse, der førte til at der blev udstedt ransagningskendelser. Den 8. april 1993 blev ADLs kontorer i San Francisco og i Los Angeles ransaget af politiet, og flere end 12.000 stjålne fortrolige politirapporter blev fundet. Datamængden omfattede 9.876 personer og flere end 950 grupper.

De fleste af disse fortrolige dokumenter og arkiver, havde intet at gøre med kriminel aktivitet, men indeholdt personlige informationer indsamlet af politiet i forbindelse med udstedelse af kørekort, våbentilladelser, sikkerheds-godkendelser, og andre rutinesager.

Kartoteker over politiske modstanderes privatliv

Hvad personerne i alle disse politifiler, havde til fælles er at ADL anså dem for at være 'fjender', fordi de på et eller andet tidspunkt havde været i modsætning til en eller anden jødisk dagsorden eller en eller anden jødisk interesse. Nogle af de registrerede personer var lovgivere eller andre embedsmænd som ADL ville have en klemme på med hensyn til evt. fremtidig politisk pression.

Andre kriminelle aktiviteter begået af ADL, foruden besiddelse af de stjålne politiarkiver, blev afsløret i 1993.

En politiassistent fra politiet i San Francisco, Tom Gerrard, der havde modtaget penge fra ADL for at stjæle arkiverne for dem, flygtede til Filippinerne for at undgå retsforfølgelse. Under ransagningen af ADLs kontorer i San Francisco og Los Angeles, blev der fundet beviser på at den samme form for bestikkelse, korrumpering af politiafdelinger, og ulovlig indsamling af fortrolige oplysninger fra politiet foregik i New York, Washington, Chicago, St. Louis, og Atlanta.

Uheldigvis havde ADL allerede korrumperet det juridiske system i Californien så meget at organisationen var i stand til at standse videre politiundersøgelser, og kort efter blev massemedierne i Californien, der til at begynde med havde dækket sagen indgående, blev overtalt til også at droppe sagen.

Nogle af de mennesker hvis fortrolige filer (oplysninger) var blevet stjålet af ADL, var imidlertid ikke parate til at droppe sagen, og de begyndte civilretslige sager mod ADL for krænkelse af deres privatliv. Bakket op af de enorme ressourcer som den organiserede Jødedom råder over, kæmpede ADL ihærdigt mod alle disse sagsanlæg, og appellerede hver og en afgørelse der gik dem imod.

Dømt til at betale erstatning

Til sidst, efter 9 år i retten, betalte ADL erstatninger til en værdi af $178.000 til de sidste tre ofre for dens ulovlige spionage. Jeg er sikker på at du ikke har hørt om noget af det i medierne, for efter publiciteten tilbage i 1993, har de etablerede medier ignoreret sagen. Medierne refererer fortsat med respekt til ADL som 'en menneskerettigheds-organisation, ' uden nogensinde at nævne organisationens kriminelle aktiviteter, og bliver ved med at tage enhver udmelding fra organisationen om 'farlige grupper' og personer der truer USA og verden for gode varer.

Det er ADL selv der er engageret i ulovlige aktiviteter, men hvis ens informationer udelukkende stammer fra main stream medierne (MSM) ville man aldrig få det at vide. Hvis man skaffer sig en kopi af Los Angeles Times fra den 9. april 1993 kan man imidlertid blive en hel del klogere.

Faktisk er ADLs tyveri af politikartotekerne den mindste af dens kriminelle aktiviteter. Det er tilfældigvis en af de aktiviteter hvor organisationen begik en fejl, og blev eksponeret midlertidigt.

Den jødiske supersvindler Marc Rich

 
  Toppen af B'nai B'rith bygningen i Seattle
  Dette ADL filial i Seattle, der er én af flere end 30, giver et indtryk af de vældige kapitalinteresser der må ligge bag dette foretagende. Hovedkontoret ligger i New York.
 
  B'nai B'rith i Seattle

Langt mere alvorlige er ADLs forbindelser til organiseret kriminalitet: til den jødiske supersvindler Marc Rich for eksempel, eller til den jødiske Mafiaboss Moe Dalitz. Hvis man havde fulgt nyhederne tæt omkring januar 2001, da Bill Clinton, kun timer før han forlod det Hvide Hus, udstedte et antal benådninger for kriminelle, af hvem et overvældende flertal var Jøder, vil man måske huske kontroversen omkring benådningen af Marc Rich.

Rich er en milliardær der handler med varer ['commodities'] på det internationale marked. Han blev sigtet for en lang række kriminelle aktiviteter, hvorunder bedrageri [wire fraud] og pengevask, inden han flygtede ud af landet for at undslippe retsforfølgelse. Han har doneret enorme summer fra det kriminelle udbytte til Israel og ADL. ADLs præsident, Abraham (Abe) Foxman, skrev en speciel ansøgning til Bill Clinton om benådning
af Marc Rich. Og selvfølgelig blev Rich benådet.....

Mafiaboss fik frihedspris

Moe Dalitz var lederen af Detroits helt igennem jødiske 'Purple Gang,' der begyndte med at smugle ulovlig whisky ind i landet, og senere udvidede aktiviteterne til menneskehandel (prostituerede), ulovlig pengeudlån, illegal hasardspil og lejemord.

Efter anden verdenskrig gik Dalitz ind i casino-businessen i Las Vegas og blev til sidst den ledende gangsterboss der. Også han forærede store pengesummer til ADL og andre jødiske organisationer. Han var én af ADLs største donorer i 70erne og de tidlige 80ere. ADL kvitterede ved at give Dalitz dens årlige 'Frihedsfakkel' pris ved en formel middag til hans ære i Las Vegas i 1985. Dalitz og syv andre gangstere blev dræbt i et bandeopgør kort efter.

Pressen skjuler ADLs kriminalitet og gangsterforbindelser

Det der er væsentlig at bemærke, er ikke at ADL dyrker forbindelser til gangstere og indlader sig med kriminelle aktiviteter.

Det der er vigtigt er at medierne skjuler dette for offentligheden og behandler ADL som en respektabel 'menneskrets-organisation', som man kan bruge som en pålidelig kilde om grupper og personer der har modsatte holdninger af ADLs, eller af enhver anden organisation eller interesse som Jøderne opfatter som fjendtlige og i vejen for deres dagsorden.

Det er dette forhold der giver ADL muligheden for at fremstille sig selv som en autoritet, og giver organisationen store muligheder for at korrumpere.

Forklædt som autoritet

Det var slemt nok da jødiske grupper kun havde deres mange penge til at bestikke politikere og politifolk, som i Leo Franks1) dage.

Men nu med fuld opbakning af massemedierne, er ADL i stand til at iklæde sig en falsk forklædning som autoritet. Og det uheldige er at når som helst en person fra militæret eller politiet ser nogen der er iklædt en sådan forklædning, har de en tendens til at gøre honnør og afvente ordrerne. De fleste af os har et strejf af autoritetstro i vore personligheder. Men militær- og politi personale er af indlysende årsager som regel langt mere autoritetstro, hvilket i sig selv ikke er så slemt.

Men når ADL bruger sin falske forklædning som autoritet til at påvirke USAs lovgivende, juridiske, militære og politimæssige organisationer, er det en meget alvorlig sag, der er yderst bekymrende for landet og dets borgere.

Og det er faktisk det der sker. ADL bruger den falske autoritet som den har fået via massemedierne til at gøre sig gode venner med og korrumpere militær- og politifolk i hele USA. [Samt i en del andre lande!]

Massemedierne og 'hate speech'

 
  Ted Pike - Hate Laws (1 of 2)
Større på Google Video - Download
 
  Ted Pike - Hate Laws (2 of 2)
Større på Google Video - Download
Hatespeech laws in Canada
   
 
  The Dark side of the ADL - Googlevid

De jødisk dominerede massemedier har gødet jorden ved at tale så meget om 'hate crimes' og 'hate speech', at det er lykkedes dem at overbevise store dele af den amerikanske offentlighed, at alt trykt materiale eller materiale på internettet der ikke er politisk korrekt er 'had'.

Hvis nogen kritisere USAs vanvittige indvandringspolitik, vil medierne kalde det 'had.' Hvis nogen beklager sig over regeringens politik med at sætte Israels interesser over USAs interesser i Mellemøsten, er det også 'had'.

Medierne har fået offentligheden til at udvise Pavlovianske reflekser når ordet nævnes, og det er gjort med fuldt overlæg. Medierne har overbevist de mere simple dele af offentligheden om at der er noget illegalt i at publicere eller distribuere hvad som helst som af medierne er blevet dømt ude som 'had'.

Hvis for eksempel medlemmer af en organisation der er imod masseindvandring fra den tredje verden, uddeler flyveblade der opfordrer til indvandringsstop, eller blot kræver at regeringen overholder de eksisterende love, ved at standse strømmen af illegale via den amerikansk-mexikanske grænse, vil medierne uden undtagelse bruge ordet 'had' i hver anden sætning, når de rapporterer uddeling af flyvebladene.

Og nogle af de naive nyttige idioter vil ringe til det lokale politi eller FBI for at anmelde at sådanne flyveblade blev lagt i deres postkasser, i den tro at der er tale om en kriminel handling.

Alt det der er slemt nok. Men derefter vil en eller anden fra det lokale ADL-kontor tage kontakt til det lokale politi og tilbyde ADLs 'assistance' som autoritet angående 'hate crime' og 'ekstremisme'. Vi vil hjælpe Jer med hvordan man genkender 'hate crimes' og 'hate speech',' vil ADL fortælle dem. 'Vi vil fortælle jeres politifolk hvem de hadske er, og vi vil forklare hvorfor I skal holde øje med dem, chikanere dem, og anholde dem når som helst en lejlighed byder sig.'

Ordensmagten uoplyst p.g.a. pressens undladelser

Normalt vil politichefer med deres selvrespekt i orden føle afsky hvis sådan nogle fortæller dem hvordan de skal udføre deres arbejde. Han ville bede ADL-aktivisten om at forsvinde, ikke mindst når han ved at den organisation der tilbyder sin rådgivning er en kriminel organisation. Men for det meste vil han ikke være klar over det, fordi medierne har holdt det hemmeligt. I de fleste tilfælde vil han tro på at ADL er en autoritet, næsten med officiel status, fordi massemedierne med vilje har skabt dette indtryk. Således er ADL i stand til at møve sig ind i lokale politienheder og øve sin ødelæggende indflydelse på den måde loven bliver håndhævet.

I mange tilfælde har organisationen held til at overtale politiet til at se stort på borgerrettigheder af mennesker ADL ikke kan lide. At politiet lader sig fortælle af ADL hvordan man genkender og behandler såkaldte 'hadere' svarer til at politiet opsøger Mafiaen for at få gode råd om hvordan man bekæmper organiseret kriminalitet.

Og ADL gør det samme med vores forsvarsstyrker. Det er som at have Pentagon til at hyre aktive praktiserende Al-Queda-medlemmer for at undervise militæret om hvordan man genkender terrorister.

Det lyder skørt, men vi har faktisk de mest sleskede af Jøderne til at hviske i politi og militærpersoners ører i hele USA, om hvordan de skal gøre deres arbejde. Der er faktisk installeret Jøder med sådanne ADL-forbindelser i Pentagon, i det Hvide Hus, og i Justitsvæsenet.

Det er en alvorlig situation. Som andre situationer i USA i dagens USA, stammer dette direkte fra den jødiske dominans i massemedierne.

Hvad kan vi gøre?

Hvis man kender nogen indenfor politiet, spørg ham om hans afdeling er blevet kontaktet af ADL, eller om ADL er blevet sat til at undervise personale i hans afdeling, eller om der cirkulerer ADL propaganda blandt medlemmer af hans afdeling. Forklar ham at hans afdeling entrerer med en kriminel anti-amerikansk organisation der arbejder på at undergrave grundloven og vore borgerrettigheder. Få ham til at sprede denne information til de andre ansatte i afdelingen.

I USA er det hovedsageligt jødiske organisationer som ADL, SPLC, Simon Wiesenthal Centret eller jødisk dominerede organisationer der beskæftiger sig med den form for rådgivning.

Europa

  Bent Melchior - B'nai B'rith Danmark
  Bent Melchior - B'nai B'rith Danmark

Det samme gælder med visse modifikationer for en række europæiske lande, som Frankrig (CRIF, LICRA ) , England (Board of Deputies of British Jews, Searchlight m.fl.), Holland (CIDI, MDI, Anne Frank Stiftelsen, Magenta) og Tyskland (Zentralrat der Juden), og i tilgift er der den senere tid kommet muslimske organisationer til.

I Danmark er ADl og andre jødiske kræfter med nogenlunde det samme formål som bekendt involveret i diverse 'sammenslutninger af Jøder og Muslimer', antiracistiske foreninger, DIIS, 'Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder' etc. der sammen udgør den samme trussel. Den jødiske indflydelse er mindre åbenlys og udtalt end i USA, hvor menneskerettigheds-industrien er solidt og ganske åbenlyst forankret i de dominernde jødiske organisationer, først og fremmest ADL.

Men det gør selvfølgelig ikke den store forskel hvem der står bag programmerne, når de alle sammen har nogenlunde de samme objektiver. Vagtsomhed og handling er påkrævet, overfor den store og stadigt vekslende udbud af menneskerettighed-organisationer og aktivister.

I nogle lande udfolder de jødiske organisationer sig åbenlyst, i andre lande foretrækker man at lade personer og foreninger der tilsyneladende ikke har direkte forbindelser til jødiske interesser stå for det. Dette er en bevidst politik, der har mange år på bagen; således valgte Freuds 'Psykoanalytiske bevægelse' der var et stort set totalt jødisk projekt, en ikke Jøde som Carl Gustav Jung som præsident for bevægelsen.

Det jødiske dillemma over menneskerettigheder

Det er et dilemma for de jødiske kræfter, der også uden direkte synlig indflydelse gennem deres store økonomiske formåen, velorganiserede internationale netværk af kontakter og vidensdatabaser i stil med dem der blev stjålet fra de amerikanske politistationer, har mulighed for at knytte sig til brugbare organisationer, at de mere 'objektive' menneskerettigheds-organisationer der ikke er farvet af specielle etniske interesser ofte på et eller andet tidspunkt kommer i konflikt med den jødiske dagsorden hvor det gælder krav til overholdelse af menneskerettigheder i Israel og den palæstinensiske sag. I Danmark førte dette til et opgør indenfor DIIS-forløberen Uffe Østergaards 'Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabstudier'.

Derfor har organisationer som ADL og dens mange hele og halve datterselskaber altid mange jern i ilden, og forsøger at bevare kontrollen ved at have forbindelser, og yde støtte til mange forskellige organisationer.

Fodnote

1) ADL blev oprettet på baggrund af sagen om Leo Frank

 
  Hængning af Leo Frank

Leo Frank var en jøde der ejede en blyant-fabrik i Atlanta i staten Georgia. I 1913 voldtog og myrdede Frank en hvid kvindelig ansat, den 14 årige Mary Phagan. Han blev stillet for en domstol, og dømt til døden. Som følge af jødisk pression, og som de fleste mener, -- en stor bestikkelses-sum fra jødiske kræfter, -- til statens guvernør forvandledes straffen næsten omgående til livsvarigt fængsel. Vrede beboere i Georgia bemægtigede sig den dømte jødiske barnemorder og voldtægtsmand, og hængte ham.

Sagen om Leo Frank blev omtalt vidt og bredt i Georgias aviser, og forårsagede meget animositet mod jøderne. ADLs formål var at tage sig af sådanne sager i fremtiden ved at angribe, og forsøge at diskreditere alle og enhver der var imod jødiske dagsordener eller navngivne Jøder, ved at generere jødisk propaganda, og ved at øve indflydelse på lovgivere og andre embedsmænd på en mere diskret måde end var tilfældet i Leo Frank-sagen, hvor den jødiske pression mod dødsdommen var foregået på en sådan klodset måde at det var tydeligt for alle og enhver at jødisk pression var årsag til omstødelse af dødsdommen.

Efter oprettelsen af staten Israel i 1948 blev lobbyisme for økonomisk og militær støtte til Israel også en af ADLs hovedaktiviteter.

Bemærk: Moderorganisationen B'nai B'rith (hebraisk for ‘Forbundets Sønner‘) er meget ædre og blev oprettet for ca. 165 år siden i New York,

(Disclaimer: Selvfølgelig har jødisk dominerede kilder en alternativ forklaring der bedyrer Franks uskyld. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over sandheden i denne sag, men understreger at dette stort set er det eneste punkt i denne artikel om ADL der kunne være uklarhed om. Historie er altid til debat. (Undtagen når det gælder holocaust selvfølgelig.)

 

Denne (ovenstående) artikel blev lavet som et uddybende tillæg til til følgende artikel der igen har sat fokus på de jødiske organisationers pågående usaglige og udemokratiske indblanding i amerikansk politik angående menneskerettigheder, racisme, højreekstremisme, etc. Artiklen er baseret på Dr. William Pierces Jewish Hate, the Media, and the ADL.

The Leo Frank case is important if only because it continues to be the focus of Jewish activism. Recently a film on the events, The People vs. Leo Frank, was released, to much fanfare by the ADL, including special screenings and teacher guide books for use in classrooms. Leo Frank, therefore, has become an icon of all that was wrong with the old America and a morality tale with important lessons for the present— a miniature version of the Holocaust. Like the Holocaust, it is used as an indictment of the entire culture in which the events occurred — the trailer for the film begins ominously: “Set against the backdrop of an American South struggling to shed its legacy of bigotry and xenophobia …”
Occidental Observer 15 januar 2010 - In the Matter of Leo Frank, Part I (Kevin MacDonald)

Balder Blog 2 maj 2011 - Hvordan det jødiske ADL fortsætter med at promovere hate-speech-love i stadig flere nye lande (ADL forsøger sig nu også at sælge sine censurdagsordener i Tyrkiet og Sydamerika)

Balder Blog 29 marts 2009 - Jødiske 'menneskerettigheds-organisationer' udpeger millioner af amerikanere som mulige terrorister (SPLCs Mark Potok versus Lou Dobbs)

Flere links til relevante sider om ADL på ovenstående adresse.

Balder Blog 10 april 2009 - Hvordan jødiske organisationer verden over arbejder for hate speech love, censur, og multikultur - ADL (Ted
Pike - Hate Laws)

Balder Blog 24 november 2008 - Europaråde Europas ‘anti-had’ love blev primært skabt af det jødiske Anti-Defamation League (oversættelse af Ted Pike artikel)

Balder Blog 4 nov 2008 - En yndig provins i Neuropa, Metockdommen, Durban2 og den europæiske arrestordre

Balder Blog 11 okt 2008 - Balder sagde det - Nu kan Asger Aamund også se det (OIC censurlove efter jødisk forbillede)

Balder Blog 10 april 2008 - Jødiske organisationer arbejder for hate speech love, censur, og multikultur - ADL Video Content

The Unveiling of B’nai Brith by William Cooper Part 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8

Der er ikke nok hate crimes i Indianapolis; det må skyldets politiets fejl, og i øvrigt skal der indføres hate crime love med strenge straffe: ADL - Letter to the editor of Indianapolis Star 

Balder Org 10 juni 2008 - Jewish Involvement in Immigration and Hate Speech Legislation - USA | England | Frankrig | Canada | Holland


Balder.org - Artikler om Holocaust, Zionisme, Judaisme, Jødisk Censur, Israel Lobby, jødeforfølgelse, Revisionisme, Holocaustbenægtelse


Print Post

Dagens citat
»If the British soldiers who went up the beaches of Normandy could see what would become
of their people and country, they would not have advanced another 40 yards up the beach«