Som en del af svaret præsenteres også en dansk oversættelse af Gilad Atzmons interessante artikel AIPAC Mordechais, om jødisk identitet og det han kalder Holocaustreligionen.

Lige siden Sebastian den 1 maj stillede mig en række spørgsmål, er der ikke gået en dag hvor jeg ikke har spekuleret over hvordan jeg mon skulle besvare disse. Eller hellere sagt det første af dem.

Og det var tilsyneladende meget simpelt:

Sebastian:

Det er min erfaring at jøder grundlæggende er defineret på to forskellige måder. Enten via deres slægt eller også via deres tro.

Der vil naturligvis ofte være tale om et sammenfald mellem slægt og tro, men hvilken definition af jøder brugte du?

Balder: Jeg har været plaget af en svaghed, nu heldigvis lidt mindre end tidligere, men den har ikke desto mindre gjort sig gældende igen.

Skulle jeg udføre en række opgaver, og jeg ikke kunne komme videre med én af dem, kunne jeg ikke bare glemme det og springe til det næste, men blev så meget mere sat op på at løse netop denne først.

Således har dette ene spørgsmål været i mine tanker nu i mere end en måned.

Jeg har gjort adskillige tilløb til at spore mig ind på det og nedfælde mine tanker hvoraf jeg vil præsentere endnu et forsøg her, (foruden denne post link kommer senere), men hver gang følte jeg ikke at jeg nåede ind til kernen og var utilfreds med resultatet.

Gilad Atzmon jazz-musiker Israel
Gilad Atzmon saksofonist Israel

Da jeg så for nogle dage siden læste den israelske jazz musiker Gilad Atzmons artikel AIPAC Mordechais, følte jeg at dette kom tæt på at være del af et muligt svar.

Atzmons artikel er muligvis ind imellem nogle få steder ikke er helt klart; mest af sproglige årsager tror jeg.

Artiklen skal nok heller ikke forstås som en endegyldig forklaring eller teori, og undlader at komme ind på meget der også kunne være inddraget. Derfor tror jeg at også Atzmons artikel skal opfattes mere som noget der peger i en retning, end som et forsøg på at komme med en fuldendt videnskabelig forklaring.

Den gjorde mig til sidst også opmærksom på at spørgsmålet som Sebastian stillede faktisk allerede indeholder en begyndende antydning af kompleksiteten af selv samme spørgsmål, da Sebastian nævner de to punkter slægt og tro. For begge del-emnerne findes der nemlig en lang række variationer af definitioner og forklaringer, og dertil kommer at de også er forbundet og gensidigt afhængige.

Det jeg selv har skrevet skal nok også forstås på samme måde; et forsøg på at indkredse emnet og ikke meget mere, tilsat de obligatoriske Balderske sidespring.

Gilad Atzmons artikel beskæftiger sig for det meste med hvordan Jøder selv forstår deres identitet.

Men spørgsmålet lød på hvordan jeg definerede Jøder, hvortil jeg vil svare, at det også for mig nok er det vigtigste hvordan personen selv identificerer sig, (eller afslører sin identifikation selv via handlinger og udtalelser) hvilket leder hen til Atzmons artikel om jødisk identitet, selvopfattelse og religion, og nogle af mine egne forsøg på at indkredse emnet fra den vinkel. Derfor mener jeg det er dette aspekt den vigtigste del af mine besvarelsesforsøg.

Den 'officielle' jødiske holdning til hvem der er Jøde er dikteret af religionen [Judaismen / Mosaismen], der som bekendt siger at kun dem der fødes af en jødisk mor er Jøder.

Dette betyder til gengæld også at alle der blot har én jødinde blandt deres forfædre vil kunne kalde sig Jøder, eller vil kunne blive kaldt Jøder af andre Jøder.

I en jødisk tidsalder skader det ikke at dufte lidt jødisk..

Hvor mange har hørt om de mange mennesker der for kort tid siden 'helt uventet' men ofte på strategisk vigtige tidspunkter er blevet sig bevidst om deres jødiske forfædre?

John Kerry, Madeleine Albright, Barack Obama, Nancy Pelosi, Wesley Clark, for at nævne nogen. Man venter kun på Hillary Clintons bekendtgørelse. Og nå ja; Colin Powell taler tilfældigvis flydende jiddish..

Husker vi Lars von Triers sniksnak om en jødisk far? Den tyske Edith Rosch? (tog navneforandring til det mere jødisk klingende) Lea Rosh og blev mediestjerne; øverste chef for Norddeutsche Rundfunk.

Er det fordi en jødisk forbindelse hjælper til at få god omtale, stillinger i medier og måske endda i politik? Det virkede for 'Lea Rosh' i hvert fald.

Dette benyttes da også af både Jøder og konspirations-teoretikere til at udråbe den ene eller den anden til Jøde når det passer ind i deres kram, uanset om personen er opdraget jødisk og uanset at vedkommende set med mendelske briller måske kun har nogle få procenter eller promiller oprindeligt 'jødisk blod'.

Israelerne gør sig åbenlyst store forhåbninger mht. Sarkozy på grund af hans jødiske bloddråber, mens Jew Watch kalder f.eks. Bruce Willis og en uendelig række andre skuespillere for Jøder, formentlig på samme konto.

På den anden side ville mange velkendte ret så jødiske Jøder, sikkert kunne argumentere for at de ikke er Jøder fordi de genetisk set har langt mere tilfælles med den omgivende befolkning.

Jeg ville først definere en af disse 'perifere jøder' for Jøde, når de selv i ord eller handling har givet udtryk for at have jødiske interesser, interessere sig udsædvanligt meget for jødiske emner eller måske omgås mange andre Jøder eller en samling af jødiske eller filosemitiske nøglefigurer.

På den anden side ville en direkte jødisk afstamning, f.eks. hvis man forestiller sig et barn af en jødisk praktiserende (i en af alle sine mange afskygninger) Jøde der ikke gad have noget med jøderi og Israel at gøre og måske oven i købet have taget navneforandring jo stadigvæk være Jøde..

Ja det er forvirrende. En nem forklaring kan jeg således ikke give. Alt afhænger af konteksten.

Læs Gilad Atzmons artikel og eventuelt et andet af mine kiksede forsøg (nu delvis lagt på som del af svar til sebastian)

Sebastian:

Endnu mere flydende virker mig begrebet zionisme, som jeg bedst kender fra Carsten Kofoed og hans ligesindede.

Hvordan definerer du dette begreb?

Balder: Tja, Zionismen var en bevægelse blandt Jøder der ville forene alle verdens spredte Jøder i en egen fysisk stat.
Dette er selvfølgelig også et vidt begreb. For mig er alle dem der primært arbejder med den israelske stats interesser for øje zionister. Selv om kritiske Jøder som Norman Finkelstein, Henry Makow, Gilad Atzmon og Tony Judt sikkert også fra deres synsvinkel støtter Israels eksistens vil jeg dog ikke betegne dem som Zionister, da de faktisk er modstandere af meget af det der kendetegner Zionismen.

Sebastian:

Jeg opfatter nemlig zionisme som udpint et skældsord, lidt hen ad racisme, men jeg er villig til, i hvert fald midlertidigt, at adoptere din definition af zionisme, hvis du altså kan definere den, og gerne også ”den zionistiske sag”.

Balder: Jeg bruger ikke ordene Zionist og Zionisme som skældsord. Og det ville jo være mærkeligt hvis en Zionist skulle føle sig krænket over at blive kaldt for Zionist. En af deres foreninger hedder for eksempel Dansk Zionistforbund. Der er der ikke så meget at tage fejl af her, der er selvfølgelig også grader på zionistskalaen, men jeg vil da umiddelbart regne langt det meste af Mosaisk Trossamfund for Zionister, selv om der strengt taget sikkert godt kan være undtagelser.

Der er mange krinkelkroge i den jødiske selvopfattelse, og ikke mindst i jøders opfattelse af hvad ikke Jøder kan tillade sig i den forbindelse. Det er måske naturligt nok for en identitet der grundlæggende er baseret på anderledeshed og adskillelse.

Religionen gør meget ud af at forklare forskellen på den måde man behandler jøder (Mennesker) og Goyim (kvæg) på, og Talmud foreskriver dødsstraf for Goyim der vover på at læse dens hemmeligheder. Set i dette lys er det let at forstå at forholdet til 'de andre' kan virke kompliceret og forvirrende. Jøderne gør meget for at delagtiggøre udenforstående i meget af hvad der kunne se ud som intimiteter, men forbeholder sig til enhver tid ret til at sætte grænserne, når Goyim tror han kan være lidt for jovial og nærgående.

Vi har set Asmaa, Sherin Khankan, Reino Arild Pedersen og diverse andre muhamedanere udsat for nærgående spørgsmål angående deres overbevisninger, men hvornår har man sidst set en Jøde i fernsynet tilsvarende blive udsat for nærgående journalistik inkvisition vedrørende sin religiøse overbevisninger og forhold til usympatiske læresætninger i deres religiøse literatur? Eller blive udsat for spørgsmål om hvor deres loyalitet i sidste ende ville ligge; hos værtsnationen eller hos Israel eller en jødiske variation af den muhamedanske Ummah.

Lewis Scooter Libby - Israel Liebowicz
Lewis 'Scooter' Libby - Israel Liebowicz

Eksperter vurderer at Scooter Libby vil anke dommen og en ny retssag vil mindst vare til præsident Bush amtsperiode udløber hvorefter Bush efter god amerikansk skik vil benåde én eller flere jødiske forbrydere.. Clinton benåede Mossadspionen miljardæren Marc Rich og han partner Pincus Green det sidste døgn han var præsident.

Dette sidste kunne der ellers være rigelig anledning til at bore dybere i, hvis man tænker over det enormt store antal statsborgere af jødisk herkomst [lad os sige tredje eller fjerdegenerationsindvandrere] der har spillet en rolle i spionageskandaler, militær- såvel som industri-spionage samt våben og teknologisalg til tredje lande, ofte fjendligt indstillet overfor værtslandet.

Tvært imod ser Jøderne ud til at blive belønnet med nøgleposter indenfor efterretningstjenester, uanset dobbelte statsborgerskaber, familie i Israel og tætte forbindelser til israelske spion og sikkerhedstjenester, samtidigt med at de jødiske spionageskandaler altid så vidt muligt forsøges dysset ned i offentligheden.

Her kommer den urovækkende 'antisemitismen stiger' parole igen rigtig godt til sin ret, da man ofte begrunder tys tys over negativ jødisk involvering, med 'faren for at puste til antisemitismen'! Det er rigtigt smart det der.. Lad være at sige sandheden, for så råber David Duke at det er lige det samme som han har sagt hele tiden, og det kan vi jo da ikke have.. [Mogens Glistrup sagde: Khomeini spiste med kniv og gaffel og havde busker på det gør jeg også... og Hitler... mp3]

Vel sætter Jøder sig ofte gerne offentligt til skue med deres jødiskhed, som nu f.eks. Jacques Blum med sit nye magasin Goldberg, men Goyim er oftest ikke velkommen til at være aktiv i afdækningen af jødiske emner eller at stille nærgående spørgsmål.

Som sagt anser, og bruger jeg ikke ordene Zionist og Zionismen som skældsord. Men det forhindrer mig ikke i at mene at jeg at Zionisme er en ideologi der med rette kan sammenlignes med nazisme og islamisme, hvortil kommer at (kristne) Europæere for Jødernes vedkommende er fjendebillede nummer et. Zionisme er en selvskabt titel, ikke et prædikat andre har sat på Zionisterne lige som det i øvrigt gælder for ordet jødestat, eller den jødiske stat som nogle filosemitter ind i mellem i misforstået solidaritet har anset for nedgørende eller fornærmende.

Men derfor ville det igen ikke overraske mig hvis nogle Jøder som jeg ville kalde Zionister ikke ønsker at tilhøre denne kategori. After all, når Richard Perle kan stå med hovedet helt ind i kameraet og uden at blinke forklare at han 'ikke er del af den jødiske lobby' så er alt jo muligt.

Det var i øvrigt en af de mere morsomme indslag i min tid som aspirant judeolog. Jeg kommer uværgerligt til at grine bare jeg tænker på klippet.

Ordets betydning omfatter for mine praktiske formål også mange af de bestræbelser som den internationale Jødedoms mange større og mindre organisationer udfolder på verdensplan. Selv om jødisk magt og indflydelse i høj grad anvendes i statens Israels tjeneste, tror jeg ikke at Zionismen ville ophøre med at eksistere, selv hvis landet Israel en dag skulle være forsvundet, eventuelt i en atomsky der ville gøre det ubeboeligt i de næste par århundreder.

Zionismen er efter min mening blevet en autonom organisme der uophørligt stræber efter magt og indflydelse, som det er naturligt for magtkoncentrationer der har vist sig at være effektive. Zionismen (er) ville sikkert også kunne blive et værktøj for interesser hvis direkte interesse for en jødisk nationalstat er til at overse.

Den zionistiske magtstruktur er flettet sammen med et (jødisk) kontinuum der er sjælden i sin effektivitet, hvilket har gjort den til et sådant effektivt og fleksibelt apparat, at det har formået at efterlade nogle overordentligt store fodaftryk i verdenshistorien, helt tilbage til den franske revolution, første verdenskrig, den russiske revolution, anden verdenskrig og de mange senere krige og forviklinger i Mellemøsten og sikkert en hel del mere.

Dette magtapparat vil med meget stor sandsynlighed komme til at spille en endnu større rolle i fremtiden og en eventuel kommende fjerde verdenskrig. For så vidt er kunne nogle af mulighederne delvis paralel til det såkaldte kristne zionister fremfører.

Vi (Europæere) burde gøre alt hvad der er i vores magt for at bekæmpe et lille 'religiøst' [mere om det hos Atzmon] mindretals muligheder for at sætte dagsorden både her og mange andre steder i verden.

Endnu har jeg ikke set ret meget godt komme fra denne set fra en historisk synsvinkel ekstraordinært store og vedvarende magtfaktor, hvis kultiske skytsengel nu er blevet til den eneste anerkendte religion der har krav på særlig beskyttelse, og hvis historiefortolkning ikke må anfægtes af rationelle argumenter og påstande der modsiger dens påstande eller præmisser. Det prøvekøres nu som det altoverskyggende paradigme for den nye verdensorden. Et fortættet og oppisket emotionelt indholdt bruges til at afværge den rationelle protest mod denne verdensorden og beskytte det irrationelle indhold og de ulogiske præmisser der vedtages for at sælge diktaturet.

Forurettelse, selvretfærdighed, selv-iscenesættelse samt fiskeri efter ynk og medlidenhed, i stedet for ophidsende krigstaler og store armbevægelser som Hitlers. Det emotionelle er imidlertid den udslagsgivende faktor i begge udtryksformer, indholdet og det rationelle er underordnet propagandaværdien.

Det senest års udviklinger på dette område er det endelige bevis på hvor meget magt denne jødisk / zionistiske gruppe har opnået hvis man da ellers kunne have været i tvivl.

Kristendommen måtte ikke nævnes i den nye EU traktat, hvor der skulle sikres plads til islam, men Holocaust religionen er som eneste officielt blevet indskrevet i dette program, der har ladet sine højeste værdier der i blandt ytrings- og forsknings-frihed korrumpere (i hvert fald på overfladen) zum Wille der Juden. [Aner ikke om det er ordentligt tysk, men jeg synes det lyder flot]

Det burde være elementært for alle klart tænkende mennesker, uanset hvor godt man ellers kan synes om Jøderne, deres evner og intelligens. Når man kan lade sig påvirke så kraftigt af én etnisk gruppe er der ikke langt til at lade sig regere af den næste gruppe der har tiden (og i dette tilfælde også demografien) med sig og sætter næsen op efter at overtage magten.

At denne magt ikke udelukkende bliver udnyttet direkte til zionisternes fordel, men i lige så høj grad fungerer i et gensidigt fællesskab med andre interesser er klart. Jøderne forstår at udnytte deres mørke såvel som deres lyse talenter, og eksporterer på den mørke side en række programmer der er ret efterspurgte hos tvivlsomme magthavere verden rund. Hvordan man anvender mild fysisk pres og dets psykologiske ekvivalent er én af de meget efterspurgte færdigheder; hvordan man nedkæmper borgerlige uroligheder er en anden.

Jøderne er hverken de eneste skyldige i denne magt, eller de eneste der har gavn af denne magt. Jøderne er måske lige så meget ofre som ophavsmænd for denne magt i dette spil.

Bejlere efter Zions gunst

Folk med politiske og økonomiske interesser står jo i kø for at tilbyde sig for Zions interesser i forhåbning om at få del i den jødiske økonomiske eller politiske magtkage.

Vi ser det på mikro-kosmos-plan i store og små anti-indvandringspartier og bevægelser i Europa, hvor man bejler til Jødernes gunst, hvor man som opportunistisk del af disse bestræbelser ukritisk kobler indvandringsdebatten med andre storpolitiske udviklinger i verden.

Protokollerne blev fulgt særdeles nøje!
Kippa Competition - The Protocols were adhered to..
Kippa Kappestrid eller Shabbaz boys parade ?

Jødernes kunst ligger i at fordele foderet til Goyim-bejlerne [Goyim = kvæg] fra forskellige ofte indbyrdes modsatrettede retninger, på nøjagtigt sådan en måde at disse alle sammen beholder håbet om at blive tilgodeset lidt bedre ved næste fodring, så man beholder en vis kontrol med dem, og kan spille på flere strenge til brug for uforudsete situationer.

Det korrumperende er ikke kun at man handler politisk, og handler noget for noget. Nogle korrumperer i processen også deres egen moral og logik, der taber en del af sin uskyld og dermed en del af sin kraft og overlevelsesevne.

I en idealistisk kamp som forsvaret af folk og nation er for mig, er trofasthed mod ens egne principper af største vigtighed for langtidsholdbarheden. Endnu værre end det at indgå politiske studehandler, er at man foregøgler sig selv at solidariteten med jødiske specialinteresser er naturgiven eller ligger dybt i deres sjæl på grund af en eller anden forbundethed via Kristendommen, et tilhørsforhold til 'den vestlige verden', 'solidaritet' med Auschwitzofrene eller hvad selvbedraget ellers kan finde på for at løse en indre konflikt eller reparere en sprækket logik.

Resten af spørgsmålene må jeg tage ved en anden lejlighed, dvs. når inspirationen melder sig!

At gå i dybden med noget som helst der har med Jøder at gøre er for det meste lige så indviklet og krævende som spørgsmålet om jødisk religion og identitet.

Og alligevel ser det aldrig ud til at man kommer helt til bunds, og det vil os koste både vilje, tid og ikke mindst snilde at vikle os ud af hvad jeg forstår som den del af jødernes kollektive psykiske sygdom, der allerede har slået rod i os selv og vores samfund. Dette peger allerede igen hen mod nogle af de andre spørgsmål Sebastian har stillet.

På den anden side er kompleksiteten måske også med til at gøre de jødiske studier så interessante og fyldt med nye overraskelser, lige som det hele også udfordrer os selv og stille spørgsmålstegn ved den kristne kultur der har præget os de sidste mange århundreder og resten af vores udvikling.

Hvor konfrontationen med den muhamedanske identitet har skærpet vores lyst til at finde en selvforståelse og mobilisere en forsvarsvilje der næsten var gået i glemmebogen, vil den bevidste konfrontation med det jødiske bringe os i kontakt med langt mere subtile dybder i vore psyke, og stimulere os til at øge vores selvindsigt og hjælpe os med at opdage eller genopdage sider af os selv vi måske har forsømt eller glemt.

De anstrengelser som Jøder gennem århundreder har brugt til at fremme deres sag ved deres bevidste 'fremmedholdelse' af hvis ikke 'de andre' så i hvert fald aspekter af det omgivende samfund, kunne måske ved hjælp en af mental form for Judo bruges modsatrettet til at genfinde balancen og dermed vores eget ståsted i det overmåde jødisk prægede univers vi lever i i dag.

Frie mennesker, et frit folk, lader sig ikke dominere af små minoriteter, men forsøger at vriste deres skæbne ud af hænderne på dem der i høj grad er målrettet mod denne minoritets specielle egeninteresser og mindre interesseret i hvordan det går resten af samfundet.

Dem der vil nøjes med shabbas/dhimmirollen vil kunne se frem til at tjene skiftende herrer; nogle gange i et forgyldt bur og andre gange i et slavefængsel.

Friheden er dog livets højeste gode, og dem der prædiker at en fyldt mave, fred, og fysisk overlevelse er vigtigere end det kan ikke forvente andet end trældom.

Flere vinkler på jødisk identitet i dette spændende forsøg fra Gilad Atzmon: Holocaustreligionen sandsynligvis lige så så gammelt som Jøderne selv (Dansk Oversættelse)

Sebastian spørgsmål i sin helhed på dets oprindelige placering

Sebastians hjemmeside

På vej: Endnu et mere eller mindre kikset forsøg på at besvare spørgsmål om Jødisk identitet affødt af Sebastians spørgsmål [Nu delvis lagt på under kommentaren svar til Sebastian]. Mine forældre plejede at trøste en af mine søstre for hendes dårlige skolekarakterer ved at sige: det vigtigste er at du har prøvet og arbejdet hård for det, ikke karakteren ... ;-)


Print Post

Dagens citat
»The tree of liberty must be refreshed from time to time with the blood of patriots and tyrants. It is it’s natural manure.« (Thomas Jefferson)