Jeg er ikke opdraget i den kristne tro, og er hverken døbt eller konfirmeret. For min fars vedkommende ved jeg at hans ateisme gik helt tilbage til hans egen forældre, der så vidt mig bekendt heller aldrig har vist interesse for kirke og tro.

Min mor var lidt mere til det kristne, men også hendes praksis var begrænset til muligvis et enkelt kirkebesøg ved en påskehøjtid eller i Julen. Som barn har jeg så vidt jeg kan huske aldrig set indersiden af en kirke andet end som fræk unge der kom forbi og stak næsen ind på eget initiativ, eller som fugleinteresseret på udkig efter flagermus, ugle, allike eller tårnfalke reder.


Altid kun det bedste: Tuborgs Kylle i Påsken, og Albani's Blålys i Julen!

Min ateistiske far fortalte dog ofte om sin respekt for nogle kristnes principfasthed, og han fortalte gerne om en noget fundamentalistisk protestantisk præst han havde kendt, der var af den overbevisning at biografer var djævelens opfindelse, men som på trods af sin religiøse overbevisning stemte for tilladelse til etablering af en biograf i lokalområdet, fordi han ikke mente han kunne tillade sig at pådutte andre sin tro.

Vi fik især i forbindelse med Julen gerne læst stykker fra bibelen, da min far synes at man skulle kende noget til dèt. Og alle os hedningebørnene lyttede lige så andægtigt som når han fortalte sine egne på stedet improviserede godtnathistorier.

De kristne helligdage blev fejret på behørig vis, der var engle i juletræet, Betlehems stjerner, hyrder og julesange med et passende højtideligt og kristent indhold. Mine søskende og jeg var og er ikke bleg for at synge med. Højtideligt og festligt var det, uden at mig og mine søskende troede en døjt på de forskellige bibelhistorier, andet end som allegorier og flotte historier fra fortiden man kunne lære noget af.

Vi var på én gang respektfulde og respektløse overfor tro og trosspørgsmål. Vi grinede til hinanden når vi så nogle af de religiøse familier forbi i deres søndagsstads, velfriserede fædre og ultra friserede renvaskede sønner der i dagens anledning gik med lange busker i stedet for de sædvanlige korte. Men gjorde dog aldrig nar af dem når vi talte med dem. Til gengæld fik vi heller aldrig at høre fra deres side at vi skulle være syndere, hedninge eller skulle brænde i helvede.

Selv havde jeg både venner der var katolikker andre der var protestanter, mens flertallet var ateister, både vaskeægte socialister og småborgerlige lidt bedre stillede stræbere, en sammensætning der nok skyldtes den skole jeg gik på.

Jeg snakkede fint med mine venner om hvordan det var at være del af sådan en religion, og jeg kan ikke huske at det nogensinde var et problem, bortset fra at nogle af de religiøse kunne risikere at have nogle lidt mere besværlige forældre og ikke altid var helt så frie som vi andre hedningeunger.

Hvor meget kristent* præg der egentlig lå i Påsken husker jeg faktisk ikke, jeg tror det gik mest op i æg, påskeharer, påskekyllinger og flotte anretninger som min kulinarisk begavede far kunne finde på at lave, så som kunstfærdigt udskårne påskelam* af smør pyntet med karse, radiser og lignende.

Mine søskende og jeg farvede i massevis af hård kogte æg, både som ensfarvede, men også store antal af alvorlige forsøg på alvorlig tegning og udsmykning. Også jeg, allerede den gang individualisten og rebellen, deltog med lige så stor iver i disse aktiviteter som resten af flokken.

Det bedste var dog at komme ned fra soveværelset Påskemorgen (og Pinse og Julemorgen) og blive mødt af synet af en flot pyntet stue med et flot dækket bord og farverige servietter, et eller flere spændende chokoladeæg ved tallerknerne ved siden af æggebægrene med de farvestrålende kogte æg.

I hele Påsken og ofte i nogle dage efter var der rigelige forsyninger af både hård og blødkogte udsmykkede og ikke udsmykkede æg, de sidste måtte ofte laves på efterbestilling da der altid var en del kunstværker som ingen kunne nænne at sætte tænderne i.

Der var fri ægspisning, og i dag begriber jeg ikke at jeg uden problemer kunne kværne en 5 til 8 æg ned om dagen, og det i flere dage i træk. Jeg ved ikke om de andre børn var lige så slemme. Andre kunstværker der ofte undgik at blive spist og i stedet for fristede en måneder lang tilværelse på en hylde var chokolade og marcipanfigurer fremstillet af min farfar der havde været kok og restaurentejer det meste af sit liv. Ikke fordi vi ikke kunne lide chokoladen, men fordi vi ikke kunne nænne at slagte de flotte figurer!

Radiserne
Radiserne er kommet op!

Uden at der egentlig blev blandet religion i det, hverken kristent og heller ikke noget alternativt, føltes det altså for os børn som nogle vidunderlige højtider, noget helt anderledes end en fødselsdag.

Påskekirkegængerne der gik forbi vinduerne og moster der havde en særlig kærlighed til præster havde været i kirken, måske fik vi læst en påskehistorie, måske ikke. Det var de eneste formelle religiøse referencer jeg kan komme i tanke om, bortset fra at vi selvfølgelig var informeret om sammenhængen mellem Påsken og de gamle naturreligioners frugtbarhedsfester.

Og alligevel vil jeg føle det som et savn, hvis de små referencer til kristendommen, skulle forsvinde sammen med den årlige gentagelse af skolelærdommen om hvornår Påsken falder i forhold til månefasen som jeg lige så sikkert har glemt igen bagefter, sammen med de nøjagtige tildragelser rund om Jesu korsfæstelse og grav.

Højtiderne var også festlige på grund af en overflod af ‘luksus’ som vi ikke havde til hverdag, såsom rigelige mængder af læskedrikke, kager, chokolade og andre lækkerier, og hvis vi blev regnet for gammel nok, eller var frække nok til at hjælpe os selv, også små mængder af forskellige spirituosa. Og selv de frækkeste unger, som mig selv, opførte sig for en stund lidt bedre end til hverdag.


Foråret er kommet..

Der er givetvis en mængde andre der uden at have ret meget Kristendom blandet ind i det, har deres egne variationer af sådanne højtider, og oplever dem ikke mindst i barneårene som betydningsfulde, højtidelige og mindeværdige begivenheder.

I Påsken virkede de mange forskellige kirkeklokker der kunne høres forskellige steder fra knap så irriterende på os som den gjorde på de almindelige søndage, hvor vi gerne brokkede os til hinanden over at blive vækket alt for tidligt.

Således var min tradition. Og for mig er den ikke spor mindre betydningsfuld, indholdsrig og hellig end de troendes mere kirkeligt orienterede fest. Oplevelsen af det 'hellige' er ikke forbeholdt dem der bekender sig til en eller anden tro, eller har en formel beskrivelse og udlægning en men findes i os allesammen. Påsken er forårets og håbets fest, i forventning om nyt liv og lysere tider, om man er kristen, hedning eller højreekstremist.

Jeg håber at vi i mange år i nu kan opleve Påsken, med stilhed på gaden, kristne kirkeklokker, hedenske ølritualer og frugtbarhedssymboler, ’før søndagen’ i TV, og opbyggelige ord fra landets kristne prædikestole, selv om det er ret begrænset hvor meget jeg lytter til dem. Og fri mig for at skulle høre om muhamedanernes sukkerfest og andet multikulturelt.

Mine hyggeduer ligger trygt på deres denne gang godt timede nylagte æg, de første radiser i køkkenhaven har stukket deres hoveder op over jorden; foråret er på vej.

Gud bevare Danmark!

God Påske!


Print Post
Posted af Balder 08 Apr 2007 under Diverse | | Direkte link | English Translation | Deutsche Übersetzung |