Jeg modtog en glædelig nyhed i går, da jeg helt uforvarende kom til at surfe forbi en vis blog hvis navn og adresse jeg skal røbe senere.

Jeg har nu været involveret i indvandringsdebatten og lignende anliggender en del år. På det seneste må jeg indrømme at jeg ind i mellem, og ikke mindst den senere tid har følt et vist mismod, ikke på grund af manglende håb eller tro på fremtiden men pga. en god portion tvivl omkring nutiden.

Artikel efter artikel har jeg læst, især efter Muhammedkrisen om ytringsfriheden og dens altoverskyggende betydning, og der kunne jeg så have siddet og været enig. Men det var desværre ikke hele sandheden. Ved utrolig mange af de artikler, ville jeg kunne have relativeret stoltheden over europæernes fantastiske demokratiske ytringsfrihed, ved et par små kanttegninger hist og pist.

Som seneste eksempel kan jeg nævne at jeg i en ellers udmærket artikel fra Tina Magaard via Uriasposten i forbindelse med kulturelle forskelle mellem muhamedanere og danskere læste følgende:

I modsætning dertil har man i Europa siden Anden Verdenskrig lært også at anskue historien fra offerets synspunkt. Man har analyseret jødeforfølgelserne og arbejdet sig frem mod en rimelig ligevægtig historieforskning- og fortolkning, en fælles platform, som både jøder og ikke-jøder stort set er enige om. Helt anderledes ser det ud med fremstillingerne af ikke-muslimers historie i den muslimske verden,...

Ja har svært ved at lade være med at tænke mit når jeg hører sådanne påstande. Så længe den af Tina Magaards postulerede enighed skal opretholdes med trusler om fyring, straffesag, rekordstore bøder på hundredetusindvis af Euro. Lange fængselsstraffe og retsbehandling under iagttagelse af de mest bizarre specialregler noget vestligt jurasystem nogensinde har set, har jeg svært ved at genkende det rosenrøde billede.

Med stor forfærdelse måtte jeg erfare hvor lidt opmærksomhed der faldt en mand til del, der nu i flere årtier har ført en til tider meget hård kamp for ytringsfriheden.

En kamp der har kostet mandens hans omdømme, hans hus og hjem, og nu også hans frihed.

Midt i al den gode debat der er kommet omkring ytringsfriheden, har der også sneget sig en sær dobbeltmoral ind.

Vi kritiserer tyrkerne, for deres meningsundertrykkende politik, og deres forfølgelse af forfattere. Vi deler Nobelpriser ud til regimets modstandere; Pamuk. Vi anklager Putin for at styre pressen og forfølge politiske modstandere. Overalt i verden spreder vi demokrati...

Men vi vender det blinde øje til når et andet EU land dømmer en mand til tre og et halvt års fængsel for at have haft en anden mening om hvordan visse historiske begivenheder skulle tolkes. Som pikant detalje, er udtalelsen faldet for sytten (17) år siden.

Et mere oplagt og eksemplarisk eksempel på en mand der ifølge enhver form for menneskeretserklæring, sund fornuft, vestlige frihedstraditioner etc. etc., kan gøre krav på at være forfulgt, udelukkende for at have en anden mening end den der er accepteret blandt borgerskabet findes simpelthen ikke.

David Irving er et klassisk mønstereksempel på forfølgelse pga. tro og overbevisning, mere bogstaveligt kan det næsten ikke blive.

David Irving Handcuffed
That's how we deal with thought criminals!

Der er ingen vej udenom. David Irving er netop den slags individuel dissident, som hele vores oprindelige asylpolitik var møntet på, inden den blev omformet til et værktøj til at sluse strømme af tredjeverdensborgere ind i landet med. En politik der blev formuleret under den kolde krig, hvor der var mange forfattere der måtte gå i eksil i vesten.

Usanset hvor mange Nazi-tilhængere David Irving måtte have, uanset hvor mange taler han har holdt for alverdens ekstremister, og uanset hvad man ellers kunne bebrejde ham, er dette simpelthen et faktum.

Derfor blev jeg så glad for at læse på Snaphanen, at der havde været en debat i Berlingske Tidende mellem den jødiske filosof Peter Singer og den jødiske journalist Bent Blüdnikow. Jeg har indtil videre ikke haft lejlighed til at læse artiklen i Berlingske Tidende, men kun det som Snaphanen har citeret.

Jeg tager her et par bidder:

Peter Singer mener, at man skal starte en bevægelse for at befri David Irving.

»Jeg mener, at den dom er fuldstændig hen i vejret og en skandale. Man bør ikke kunne dømmes for synspunkter af den type, hvor uenighed om historie eller samfund er sagens kerne. Ingen kan beskylde mig for sympati med David Irving. Mine forældre undslap fra Østrig, men mine bedsteforældre blev myrdet af nazisterne. Så jeg afskyer mandens synspunkter, men jeg kan ikke se, at en sådan dom tjener noget som helst formål.«

DER HAR VÆRET en øredøvende tavshed i David Irving-sagen. Kun få aviser har i ledere fordømt dommen over David Irving. Der har været kommentatorer og politiske iagttagere, der har kritiseret Østrigs retsvæsen, men de har været få - Peter Singer er en af disse få. Har vi allerede glemt Voltaires ord om at kæmpe for vore modstanderes ret til frit at kunne ytre sig, og har islamisterne derfor ret i deres anklager mod Vesten for at hykle? [..]

»Jeg mener desværre, at islamisterne har en pointe. Som vestlig demokrat og tilhænger af ytringsfrihed forsvarede jeg således de danske Muhammed-tegninger. Vi så demonstrationer i en række muslimske lande og endda brand og dødsfald. Senest har vi set, at muslimske redaktører, der trykte tegningerne, er blevet idømt hårde straffe.

Hvis vi skal forsvare ytringsfriheden, så må vi forsvare den hele vejen, og dommen over Irving gør vort forsvar for Muhammed-tegningerne til en vittighed. Vi kan ikke kræve, at vi har ret til at lave grin med religionen og religiøse symboler og figurer, og så samtidig gå ind for hårde domme over folk, hvis synspunkter vi ikke bryder os om.«


David Irving

Jeg blev glad for at høre at der også er andre, nu også i "systempressen" der har fået øjnene op for den helt igennem forfærdelige behandling David Irving har fået fra Vestens såkaldte Frie Presse, der så godt som i fællesskab har tiet denne meget klare principielle sag med en verdenskendt forfatter ihjel, og oven i købet har bidraget med at unødvendigt nedsættende udtalelser og sprede forvrængede fremstillinger af Irving, hans bøger og hans teorier.

De fleste har dog for en god ordens skydt kritiseret de Østrigske love, og bedyret at for deres skyld skulle Irving da have lov til at skrive alt det lort og latin han ville. [Seidenfaden og co. har også hver gang sagt at de står på ytringsfrihedens side når det kom til det.]

Men det er da pinligt så meget pis man hver gang først skal vaske sig i, før man mener at have opnået tilstrækkeligt goodwill hos de ledende fariseere, bedmænd, og de lokale handlende og kan komme til sagen. Samtidigt husker de fleste at deponere deres overbevisning som forsikring mod eventuelle senere anklager, før man kan komme til sagen.

Og dertil kommer at langt de fleste sikker ikke ved en fløjtende fis om hvad David Irving mener og ikke mener, men udelukkende har fået deres oplysninger fra en flere årtier lang primitiv mediehetz mod manden.

Hele eksemplet med Irving, og hans mange mindre kendte lidelsesfæller er det bedste bevis for at rigtig fritænkning, ytringsfrihed, respektløshed overfor autoriteter, respektløshed overfor borgermoraler of fasttømrede meninger i den Europæiske offentlighed er en langt større løgn end vi egenlig havde regnet med. Den Iranske præsident kan derfor med rette pege fingrene af os. Den første bommert opstod da Flemming Rose i kampens hede kom til at love på CNN at han ville trykke holocaustkarrikaturer, og han af chef Juste fik at vide at han kunne tage på ferie, og holocaustcartoons dem blev der ingen af.

Gud fader bevares. Da Flemming Rose sagde det på CNN, tænkte jeg i al min naivitet, at nu ville man da bare trykke et par holocaustcartoons i Jyllands Posten i morgen, big deal... Selv om avisen egentlig ikke kunne lide det, så kunne man jo have gjort det i den gode sags tjeneste. I stedet for blev Flemming Rose gjort til grin, og verden havde fået sit første helt store bevis for at noget er mere helligt end andet, og at administrationen af den såkaldte ytringsfrihed i en hel del lande er lige så vilkårlig og latterlig som noget af det de kan byde på forskellige andre steder på kloden.

Nå der blev jeg klogere.....

Vores Frie Demokratiske Samfund som vi så gerne vil berige Irakerne, Afganere, Tyrkere, Iranere, Russere og Kinesere med, og om nødvendigt ved hjælp af lidt tvangsfodring.

VoltaireVoltaire

Mens vi kverulerede løs om Muhammedtegninger og skrev stor dyre stile med citater fra alverdens kloge folk, arbejdede et lille kristent parti i Holland sammen med jødiske interessegrupper for at få indført nær østrigske tilstande, dvs. en stor indskrænkning af ytringsfriheden, der i forvejen er mere begrænset dernede. Hvor langt det er kommet med det, ved jeg i skrivende stund ikke. I flere af de nye østlande har man også forsøgt sig. Vi lever altså i en globaliseret verden, og kan ikke sådan bare lukke os ind i os selv, som de kulturradikale så rigtigt siger. Derfor kan vi heller ikke bare lade som om David Irvings skæbne, og den både absurde og kriminelle tilstande der hersker i en del EU-lande ikke rager os.

Men heller ikke herhjemme går vi fri. Vores egen justistsminister er f.eks. også helt på det rene med at betragte sine undersåtter som statens ejendom der på forlangende skal overgives til fremmede magter, bl. a. sådanne der håndhæver regler som Nazisterne var berygtet for, nemlig bogafbrændinger, meningsundertrykkelse og fængsling af intellektuelle dissidenter. Så meget snart kan disse love blive alles problem. Heller ikke det hører jeg meget snak eller diskussion om.

Forestil dig du har givet en fætter en på hovedet i Tyskland. Fjorten dage senere bliver du afhentet af den venlige "Grüne Politizei", for at sidde i varetægt i Hamborg mens du venter på at sagen kommer for.

En Dansk kaptain var allerede tidligere i farezonen for at skulle udleveres til Polen, til sikkert temmelig barbariske omstændigheder.
Sådan behandler Mor Danmark sine børn. Mor Danmark er ved at blive til en ond heks, der spiser sine egne børn i stedet.

I stedet for varmer man sig ved tanken og skaber en populistisk goodwill i nogle kredse, om at få en gammel nazist udleveret fra Tyskland.

Der må alligevel være noget kristent tilbage i mig, for jeg fatter ikke den slags hævngerrighed mod en person man ikke en gang har et personligt forhold til. Tvært imod har et familiemedlem af ofret; film producenten Søren Fauli allerede demonstrativt og egentlig smukt begravet sit had.

Mere jordnære og håndgribelige ting, som Irakkrigen eller den seneste indvandrerkontroverser, fylder meget i vores bevidsthed.

"Den Frie Vestlige Civilisation", var det bare en drøm?

Giordano Bruno - Kætterbålet
Giordano Bruno - Kætterbålet

Måske til tider så meget at vi taber overblikket en smule. Men måske har jeg også bare det idiotiske romantiske illusion om disse såkaldte europæiske frihedsværdier? Har det samlede bundfald af Vestens Vise Fædres samlede visdom, styrke og ukuelighed, De endeløse smukke perlerækker af smukke citater fra Gallilei, Voltaire, Shakespeare, Mark Twain, Churchill, der priser friheden den frie tale, det frie ord, retten til at sige sin egen frie mening højt, nogensinde haft en praktisk betydning på noget som helst tidspunkt i historien?

Er det bare endnu et glansbillede jeg skal rive ned?

Er min drøm lige som de ortodoxe anti-zionistiske jøders Israel?

En fata morgana, der skal forstås i en spirituel sammenhæng og bruges som visdomskilde, men som man ikke skal forsøge at virkeliggøre fysisk?

Was it all a dream, "Western Civilisation"?

Var der slet ingen "guldalder"?

Er vores eneste aktiv vores tekniske snilde, produktivitet, konkurrenceevne og købekraft?

For det meste kan der ikke skrives noget om David Irving uden at man først i tre kvart af teksten har taget afstand fra hans synspunkter.

Helt ærligt, så længe manden sidder i spældet for sin mening, burde ingen ægte tilhænger af ytringsfriheden bruge sin tid på det, det svarer til at man først giver et voldtægtsoffer en del af skylden fordi vedkommende har provokeret ved at bære udfordrende tøj eller andet inden man giver sig til at forsvare hende.

Og hvis man så for alt i verden alligevel føler dig fristet, så prøv at gør dig bekendt med hvad manden selv skriver og siger om sig selv og sin motiver.

Det er som altid den bedste nøgle til forståelse af en person og en tankegang, selv om der er mange selvudråbte nannies der mener at når det gælder David Irving skal vi sandelig have både redningsvest og cykelhjælm på samt gennemlæse hele arsenalet af advarsler, forklaringer og udlægninger fra autoriserede kilder som Uffe Østergaards Center.

Eller måske findes der i dag en højere rangerende overstatslig myndighed, hvor vi kan afhente de EU godkente trosbekændelse ?

I øvrigt mener jeg lige som Peter Singer, at man skal starte en bevægelse for at befri David Irving, og jeg vil tilføje: " hvis vi da skal have en lille smule selvrespekt tilbage".

Til at begynde med kunne nogle flere blogs prøve at komme med lidt der kan være med til at nebryde tavshedsmurene bag hvilke den europæiske variation af det kreative begreb "illegal combattants" er ved at få en hel ny mening.

Hvor længe er det siden med Gulag?

 

Irving hjemmeside Focal Point Publications har så vidt jeg kan bedømme ikke været rørt siden David Irving blev taget til fange i Østrig, skulle jeg til at skrive, indtil jeg lige tjekkede for en sikkerheds skyld. Der er langt om længe kommet lidt "latest news" osv. på siden.

Det var da også yderst tiltrængt, for jeg synes hele tiden det har været utroligt svært at blive holdt ajour, med hvad der nu egentlig videre skete i sagen. Der er ikke noget der tyder på at der er en eller anden bevægelse, der har nogen særlige penge at gøre godt med til mandens forsvar.

Der er i øvrigt utroligt meget interessant materiale på mandens website, der ikke har noget med revisionisme at gøre.

Og dem der stadigvæk tror på Amnesty International, de kan tro om igen. Denne organisation har vedtaget speciel syet lovgivning, der skal undtage folk som David Irving fra at nyde den samme beskyttelse som andre. Alene det at man kan finde på at lave sådanne særlove mod "meningsforbrydelser", burde give stof til eftertanke.

Atter tak Snaphanen, måske er jeg ikke den eneste i kongeriget Danmark der kan se konsekvenserne, for ikke at tale om den groteske uretfærdighed. Jeg må også se at få fat på Berlingske artiklen.. Men jeg går ud fra Snaphanen har snuppet det mest interessante.

Balder Blog 21 februar 2006 Tragisk dom over David Irving.

ID 2006-02-21 / ?p=38


Print Post
Posted af Balder 08 Dec 2006 under Censur , Forfølgelse - Persecution , Holocaust , Medierne , Ytringsfrihed | | Direkte link |