Uanset hvad man måtte mene eller ikke mene omkring muligheden for at demokratisere Irak ved hjælp af udenlandsk våbenmagt, står det hævet over al tvivl at der i dag er et overvældende flertal i den Danske befolkning mod Danmarks fortsatte deltagelse i den krig, et flertal der også omfatter mange borgerlige vælgere.

Dette gælder for Danmark og stort set for resten af verden, og jeg mener man skal være meget enøjet for ikke at have fattet det.

Ydermere er det et faktum at Irakkrigen har kostet Tony Bliar magten (tak Gud for det) og hvis ikke andre meget uventede og radikale hændelser indtræffer vil det komme til at koste George Bush magten.

Skal Anders Fogh Rasmussen så ofre det borgerlige flertal på noget der fra højst sandsynligt til temmelig sikkert er en tabt sag?

Det er tiden til at sige stop nu, mens der stadigvæk er et par år til at rette op på de skader der eventuelt er opstået.

Søren Espersen, som man ellers ikke kan beskyde for ikke at være yderst USA venlig, har set skriften på væggen.

Det er bedre at tage skridtet fuld ud, så hurtigt Anders Fogh og Per Stig Møller kan få det kringlet med sine amerikanske venner på en ikke alt for uelegant måde og med Briterne, der jo også mere eller mindre har indledt tilbagetoget.

Men mon ikke Anders Fogh allerede har indset det, og bare skal bruge lidt pusterum i løbet af de næste dage før han melder rent ud?

Irakkrigen er en tabt sag.

Hvis der er nogen der har en anden mening, er jeg parat til at sætte adskillige kasser øl ind på at jeg får ret indenfor et år, og så mener jeg det er meget forsigtigt udtrykt.


Print Post
Posted af Balder 25 Oct 2006 under Storpolitik | | Direkte link | English Translation | Deutsche Übersetzung |