Zionismens dage er talte. Sandsynligheden for projektets definitive undergang ser ud til at være stor, selv om timingen er uforudsigelig.

Zionismen var et projekt som havde til formål at skabe et hjemland for den jødiske etniske gruppe ved at få verdensjødedommen, og det som den gang (Første Verdenskrig) stadigvæk var vestlige eliter, til at stjæle Palæstina og foretage den etniske udrensning af ikke-jøder.

Zionismen var et etnisk, ikke et religiøst foretagende. Det dukkede ikke op før det jødiske samfund i en vis grad var blevet sekulariseret.

Sekulariseringen begyndte i det 18. århundrede med Haskalah (hebraisk for 'Oplysning') bevægelsen, som var inspireret af den europæiske oplysning, og startet af den tysk-jødiske filosof Moses Mendelssohn.

Haskalah markerede begyndelsen af en bevægelse væk fra traditionel religiøs ortodoksi og dets erstatning med jødisk nationalfølelse som forenende fællesnævner.

Senere opfordrede den jødiske socialist Moses Hess, kommunismens og zionismens profet, og ven af Karl Marx, i bogen 'Rom og Jerusalem' (1862) oprettelsen af en jødisk stat i det arabiske Palæstina.

I 1897 stiftede den ungarske Jøde Theodor Herzl, forfatter af bogen 'Der Judenstaat', organisationen 'World Zionist Organization', for at løse Europas jødiske problem. Derefter fulgte jødisk indvandring, opkøb af jord, og krav om ejerskab til Palæstina.

Ingen tænkte for alvor over spørgsmålet om i hvorvidt alle verdens Jøder skulle bo i Palæstina, eller kun dem som valgte eller kunne overbevises om at gøre det.

Resultatet var, at kun en lille del af verdens Jøder nogensinde gjorde Israel til deres hjem.

USA blev hovedkvarter

 
F.eks. Jøden Rahm Emmanuel er israelsk statsborger, og har tjent i den israelske hær.  

USA, ikke Israel blev 'hovedkvarteret' af verdensjødedommen. Jøder dominerede også regeringer og samfund i efterkrigstidens Europa.

Der var aldrig en realistiske udsigt til at Israel ville blive alle Jøders hjemland.

Jøder optager en unik niche blandt verdens folkeslag. De lever sædvanligvis blandt og af andre folkeslag. Som én enkel gruppe samlet et sted, vil de ikke kunne overleve.

Det eneste folkeslag som indtager en tilsvarende position er Sigøjnerne. Men Sigøjnere er en del af den sociale pyramides bund i værtssamfundene. Selv om de udgør et fremmed og irriterende element, skabte de aldrig en seriøs kulturel skævvridning.

I stærk kontrast til Sigøjnere formår Jøder uden undtagelse at kæmpe sig til toppen af den sociale pyramide, indenfor én eneste generation efter deres ankomst.

Når deres antal er tilstrækkeligt, bliver de til det dominerende kulturelle element, og forvrænger og skævvrider samfundet til ukendelighed. Hvis deres antal er for lille til at opnå dominans, forbliver de rige med høj status og indflydelsesrig som individer indenfor værtssamfundet.

 
  Zionistisk propaganda - Ungarsk

Israel er, og har for sin overlevelse altid været afhængigt af Jøder udenfor Mellemøsten, og af de europide stater der domineres af dem. Når opbakningen til Zionismen blandt Jøder når et dybtepunkt, vil zionismens internationale opbakning også bryde sammen.

Endvidere er den hvide befolkning der politisk og økonomisk set har holdt staten Israel kørende, selv ramt af en massiv demografisk katastrofe, for en stor del takke været de internationale handlinger begået af Jødedommen selv.

Erstatning af indfødte Europæere med ikke-hvide befolkninger fra den tredje verden - 'erstatnings-migration', har alvorligt forværret den forhenværende første verden demografiske og økonomiske krise.

Hævn for 'holocaust'

Skaden på de vestlige samfund ses delvist som velfortjent 'tilbagebetaling' for 'holocaust', racisme og kolonialisme.

På grund af en uansvarlige finans, udenrigs og indenrigspolitik, balancerer de forhenværende hvide nationer nu på kanten af økonomisk sammenbrud.

Den anti-hvide racisme, både fra Jøder og Ikke-jøder som har ført til dette forløb er drevet af had, og er derfor ikke modtagelig for rationelle overvejelser. (Had er en irrationel følelse). Ved at ødelægge den hvide race, bliver Zionismens politiske og materielle støttepiller også utilsigtet men ubønhørlig undermineret.

Ikke-jøders rolle

Ikke-jøder udfylder en underordnet rolle i såvel Zionismen som anti-zionismen.

I denne tid dominerer pro-zionistiske holdninger det etablerede parnas overalt. Det er fantastisk at iagttage ikke-jødiske politikere og journalisters servilitet overfor Zionisterne, der tilsidesætter demokratiske principper, og menneskelig anstændighed. Det samme gælder den akademiske verden, selv om situationen dér er på vej til at blive mindre entydig.

 
  Zionistisk propaganda - Hebraisk

Men ikke-jøder, hvad enten de er selviske opportunister eller virkelige jødetilbedere, er klar til at ændre deres position angående Israel med et øjebliks varsel. Opportunisterne fordi de altid gør hvad der gavner dem personligt, og tilbederne fordi deres passionerede spirituelle mission til enhver tid skal afspejle jødiske ønsker.

Jødisk samarbejde med Kristne Zionister antyder en subtil 'usynlig' erodering af støtten fra det rigtige 'establishment', en nedadgående social bevægelse, akkompagneret af et pust desperation.

Det samme gælder samarbejdet med ivrige 'nationalistiske' eller 'populistiske' partier og grupper i Europa, USA og i andre lande.

Med hensyn til sidstnævnte, refererer jeg udelukkende til Zionister der bruger sådanne bevægelser til deres egne formål, som de tidligere gjorde i Sydafrika.

En bred jødisk tilstedeværelse skal og vil blive opretholdt for at kastrere [Buckleyize] bevægelsen, og for at sikre at den i sidste ende vil forfejle sine bestræbelser for at bevare den hvide race.

Det er underholdende at observere hvordan jødiske Zionister næsten ikke evner at skjule deres nedladenhed og foragt for deres servile 'Kristne' og 'nationalistiske' allierede. [I dansk sammenhæng: prøv at læse hvordan f.eks. den stærkt zionistiske jødiske journalist Martin Krasnik udtaler sig om det jødeleflende 'Dansk Folkeparti' dets leder, og dets tilhængere!]

Man kan også spore en voksende villighed hos ledende ikke-jøder til ikke at støtte ethvert israelsk eller zionistiske krav eller handling.

Ikke-jøder som tidligere opførte sig på denne måde, udviste mere integritet, end dem som først gjorde dette efter de langsomme interne ændringer indenfor Jødedommen blev mere synlige.

  Beviserne stabler sig op...
 
 
 
 
     
 
  Morgenthau-planen
 
 
     
 
  Hvis Israel får sin krig mod Iran.
(2 min)

Således var den irsk-katolske US udenrigsminister James Forrestal (D.), US Rep. Paul “Pete” McCloskey, US Rep. Paul Findley (R.-Ill.), US Senator J. William Fulbright (D.-Ark.), og US Senator Charles Percy (R.-Ill.) mere principfast angående Zionismen end tidligere præsident Jimmy Carter, og akademikere som John Mearsheimer and Stephen Walt, eller kristne kirkelige burokrater. De førstnævnte talte på et tidspunkt, hvor det var meget sværere at gøre dette.

Nu hvor støtten til Israel gradvist er på tilbagetog blandt individuelle Jøder, og ultimativt indenfor dele af den organiserede Jødedom, vil flere ikke-jøder bemærke skiftet, og ændre deres egen 'værdier' og opførsel tilsvarende.

Zionismens styrke på langt sigt

Påstanden om Zionismens aftagende styrke skal ikke ses som et vurdering angående dens nuværende styrke, eller en forudsigelse om dens varighed. Jøders tidshorisont er længere end hvides, lige som hvides tidshorisont er længere end sortes.

Fordi Zionister stadigvæk hundser med alle og enhver, ved at diktere, myrde, tortere, ved hensynsløs omstyrtelse af nation efter nation, og ved at slagte alle dem de har lyst til at slagte som dyr, derunder statsoverhoveder og hele folkestammer, er der en opfattelse af, at dette vil kunne fortsætte i én uendelighed.

Javel. Den voldelige ødelæggelse af Iran, et fantastisk smukt land med en stor arisk fortid, ser ud til at være sikker, og muligvis også ødelæggelsen af Syrien og Saudi Arabien.

Et nukleart eller biologisk angreb mod Arabere eller Muslimer kan heller ikke udelukkes. Intet scenario er for ekstremt hvor fanatiske Jøder og deres flittige og villige følgesvende er indblandet.

Men det er ildevarslende for Zionisterne, at de i systempressen, samt i akademiske og intellektuelle kredse rutinemæssigt sættes i forbindelse med ord som 'hard line', 'højrefløjen', 'neokonservative', og så videre, i modsætning til deres 'venstreorienterede' [liberal] og 'progressive' modstandere.

I virkeligheden matcher 'venstreorienterede' [liberal] og 'progressive' Jøder hard-line Zionisterne over hele linjen, med hensyn til brutalitet og fanatisme, som Kommunismens historie og den antihvide racisme demonstrerer til overflod.

Tektonisk forskubning

Det zionistiske projekt kan ikke i det lange løb ikke længere opretholdes.

Dets endeligt vil lige som sin tvillingebroder Kommunismen - en anden hadefuld, blodig, messiansk vend-verden-på-hoved-plan, der hjerteløst ødelagde millioner af liv, og hårdtjente penge til en værdi af milliarder af dollars, vil forhåbentlig blive akkompagneret af et lille plop, i stedet for af et stort brag.

Det kan komme til at tage årtier, eller det kan komme snart. Men det vil med stor sikkerhed ske meget uventet.

Indenfor den amerikanske Jødedom, begyndte Zionismen som en minoritetsbevægelse. Det var ikke konsensus blandt den jødiske elite. Den plads indtog anti-zionismen.

Den prominente amerikanske jødiske leder Henry Morgenthau Senior, far til finansministeren af samme navn, som udrugede Morgenthau-planen, planen om hvordan man skulle udrydde det tyske folk efter Anden Verdenskrig, talte for hovedparten af den amerikanske Jødedom, da han i 1921 kaldte Zionismen 'den største vildfarelse i jødisk historie'.

Men efter staten Israel blev etableret i 1948, vendte Jødedommen på en tallerknen (eller så ud til at gøre det), og lige pludseligt blev alle som ikke støttede Zionismen til 'en selvhadende Jøde'.

Principfaste individer som Alfred Lilienthal og rabbineren Elmer Berger, som kun få år tilbage var førende personligheder som nægtede omgående at skifte retning sammen med flokken, fandt dem selv pludseligt forhadt og marginaliseret.

Internt i Jødedommen opbygges ofte en langvarig stigning af spændinger, inden man ved en slags tektonisk plade-forskubning skifter retning.

Kommunismen fremviser en klar parallel

I Kommunismens storhedstid, da i snesevis af Europæere og Asiater blev dræbt eller sat i koncentrationslejre eller psykiatriske anstalter, var Jøder næsten overalt Kommunister, 'fellow travellers' eller anti-anti-kommunister.

Men i tresserne og halvfjerdserne begyndte tingene langsom at ændre sig. Støtte til Jøderne ebbede ud under overfladen. Alexander Solzhenitsyns bøger blev publiceret udenfor Sovjetunionen og priset i vesten [ikke af Jøder? Balder].

Forfatteren fik Nobelprisen i litteratur. Og et hurtigt stigende antal af Jøder fik rækkerne af 'Sovjetiske dissidenter' til at svulme.

R. James Woolsey, den filosemitiske neokonservative forhenværende CIA-direktør (Presbyterianer fra Oklahoma) skrev:

Under den Kolde Krig var jeg flere gange involveret i forhandlinger om våbenreducering med Sovjetterne.

Uanset hvor slem spændingerne ved forhandlingsbordet var om dagen, gik de russiske og amerikanske forhandlere ofte ende med at gå ud og spise sammen.

På én eller anden måde kom samtalen selv i de sværeste perioder til at handle om at udveksle vittigheder.

Jeg fandt det altid påfaldende, hvor meget russisk humor var fyldt med en tør selvironisk tone, der var både ret morsomt, og på én eller anden måde ret familiært for Amerikanere.

Da jeg senere fandt versioner af disse vittigheder og historier i Leo Rostens fantastiske bog 'The Joy of Yiddish', blev jeg klar over grunden til at de forekom så velkendt.

De fleste af forhandlerne på begge sider var Jøder.

Et andet samfundsikon, som ikke var pro-hvid, sagde at han vidste at Kommunismen var færdig, da det ikke længere blev støttet af Jøderne.

Kommunistens faldt skete som en pludselig tektonisk forskubning.

Det er meget sandsynligt, at Zionismens endeligt, som dets fremkomst i 1948, vil komme til at ske på samme måde.

Oversat fra:

Counter Currents 4 november 2011 - The End of Zionism - by Andrew Hamilton

Relateret:

Balder Blog 8 november 2011 - USA: Ron Paul på CNN om truslen fra Iran og atombomber - Zionisten Anders Jerichow vil krig mod Syrien

Balder Blog 4 november 2011 - NWO-Zionisten Bernard-Henri Lévi tog æren for overfaldet på Libyen - vil nu angribe Syrien

Artikler publiceret på Balder.Org og Balder Blog er helt for forfatternes egen regning.
Publikation her betyder ikke at vi nødvendigvis er enige i de fremførte synspunkter eller påstande.

 


Print Post

Dagens citat
»If the British soldiers who went up the beaches of Normandy could see what would become
of their people and country, they would not have advanced another 40 yards up the beach«