Balder Blog

Bl.a. derfor vælger jeg for det meste at bruge ordet muhamedaner, muhamedanere, muhamedanisme osv. i stedet for ordet 'muslim'.

Det er en ting nogle vil måske umiddelbart synes det er lidt latterligt; det koster da ikke noget 'at være venlig', og ordet muslim er endda kortere end muhamedaner, og bruges også på engelsk.

Det kunne også associere til Glistrups klovnerier, men min baggrund for at gøre det er alvorlig nok.

Det oprindelige danske ord for muslim er muhamedaner, så simpelt er det. Det gælder bl.a. også for tysk, hollandsk og engelsk.

Ord og definitioner har stor magt. Identitet og bevidsthed om egen kultur begynder med sproget.

Ikke for ingenting har kultureliten bestræbt sig på at ændre det danske sprog, og gøre brugen af almindelige danske ord som neger, negerbolle, jødekager osv. til noget mistænkeligt. Sprogets betydning og tydning går helt ind i retssalene. (jævnfør den latterlige "racismedom" over Pia Kjærsgaard, der har medført at vi nu skal betragte muhamedanerne som en race)

Theo van Goghs uforfærdede brug af det ikke alt for geniale ord 'goat fuckers', har gjort at dette ord er blevet en del af det hollandske sprog, og det anvendes af mainstream klummeskrivere med og uden anførselstegn.

Det viser åbent mangel på respekt, og det er også det der er meningen, for muhamedanerne prøver hele tiden at skubbe os i den retning de vil, inklusiv det sprog de mener vi skal anvende.

Synes man at ordet goat fuckers, eller gedeknæppere måske er en kjende stærkt, skal man vide at almindelig hollandsk sprogbrug udenfor kirken og folketingssalen er gennemsyret af den slags populære udtryk.

Hvorfor gør Seidenfaden og co. så meget ud af det der med 'tonen'?

I vores verden, og især den del af den der har med politik og magt at gøre foregår alt via sproget.

Tusindvis af gange dagligt hører og gentager vi de samme ord.

Som de kulturradikale har opdaget er sproget det perfekte angrebssted til at fremme deres sag.

Idiotiske opfindelser som 'nydansker', 'etnikere' og 'tosprogede' er blot nogle få og tydelige eksempler, der også forklarer den megen fokuseren på 'debattonen'.

Man erklærer simpelthen modpartens sprogbrug, moral og intentioner for ugyldige og utilladelige, og slipper dermed for at bruge sin tid på at argumentere, eller overhoved forsøge at forstå hvad modparten egentlig forsøger at sige.

Apropos 'intentioner', det gør Politikens åndelige gigant også en del ud af for tiden. Det er nemlig en meget smart en. De fleste mennesker vil uden at tænke over det lige som Jyllands Posten gjorde begynde med at sige at Jyllands Posten ikke havde intention til at provokere eller såre. Efter lidt snak frem og tilbage, bliver det så stående uafgjort, i en situation der indebærer at Seidenfaden beskylder Jyllands Posten og dens forsvarere for at lyve.

Seidenfladen kan ikke bevise det, da han ikke kan godtgøre at han er i stand til at kigge ind i 'Jyllands Postens hoveder'. Skidt med det. Den snu Seidenfaden er bare ud på at score sekundærgevindsten. Han tager det som en indrømmelse af at det ville have været forkert af Jyllands Posten hvis de bevidst havde trykt tegningerne for at provokere eller såre. Han bruger sine koleriske anfald og opskruede forargelse og selvretfærdighed for at forsøge på at få modstanderen ud af balance, da der dog kun er ganske få mennesker i de lag hvor Seidenfaden befinder sig der vil være bekendt at skabe sig så tosset.

Svindler sig til indrømmelse

Zabair Butt Hussein

Khaled Mustapha

På den måde har Seidenfaden lagt den første præmis for resten af debatten, en indirekte indrømmelse af at det havde været forkert at publicere tegningerne med en anden dagsorden end den Jyllands Posten bekender sig til. Uden at nogen opdager det har han allerede formået at begrænse ytringsfriheden. Vi skal være glade for, at hans muhamedanske venner ikke allesammen er lige så snu, for så ville det se sort ud for os.  Mere Seidenfaden analyse på Mr. Deeds.

Det er også derfor at jeg ser med bekymring frem til den tid hvor mange flere muhamedanere når et udviklingsniveau hvor de bliver meget mere effektive end i dag. Jeg kunne nævne Zubair Butt Hussain fra Muslimer i Dialog som et eksempel på en fundamentalist med ekstreme ideer, der er sig bevidst om sine omgivelser og afpasser sit sprog og sine krav efter hvad der ligger indenfor mulighedernes rækkevidde. Khaled Mustapha fra Enhedslisten kunne måske være en anden kandidat til titlen, men her er jeg ikke sikker.

Elefanter i en porcelænsfabrik
Zubair Butt Hussain er dermed langt farligere end Abu Laban og Akkari der skaber sig som elefanter i en porcelænsbutik, og dermed ikke kan undgå at vække selv de allerdybest sovende hunde.
Jeg tror ikke Jelved og company har meget til overs for Abu Laban, men til gengæld tror jeg ikke de er i stand til at se at der er andre med stort set de samme ideer, der har lært at udtrykke sig på en måde vi vil synes er acceptable. Med andre ord, de muhamedanere der har lært at stikke fingeren op i den danske vind.

Det ville være interessant, hvis man kunne lave en samling citater fra f.eks. Abdul Wahid Petersen ordnet efter dato. Jeg har stærkt på fornemmelsen, at han og en del andre som Fatih Alev og nogle af muhamaner damerne har lært af de første konfrontationer med den danske forsvarsvilje, og har lagt strategien om. De har set hvor meget en del danskere falder for sukkersødt snak, og hvis adspurgt om sharia og lignende, vil de komme med noget vagt noget der skal overbevise den godtroende dansker om at dette ideal er kommet i baggrunden.

Medmindre almindelige gennemsnitlige borgerlige bloggere indvandringsmodstandere og dansk folkepartister har tænkt sig at udfylde tomrummet på gaderne og levere et modspil til de muselmanianske kræfter, hvilket der ikke er meget der tyder på, er jeg  meget bange for at man forregner sig grundigt, hvis man tror man vil kunne dette her problem udelukkende fra et skrivebord og med politiske lappeløsninger af mere eller mindre vidtgående art.

Det muhamedanske repertoire omfatter alt fra trusler og afpresning til noget der skal ligne rationelle argumenter, jura og forsøg på at vække medynk.

Enhver form for svaghed i muhamedanernes øjne tolkes som en sejr. Det er nødvendigt med en konfronterende holdning og vilje, og vi skal selv aflære den danske vane med at vise respekt. Store armbevægelser og bombastiske taler kan også indgå i repertoiret.

Anette Hommels sprogbrug under afhøringerne i Irak, var da heller ingen fejl set fra et praktisk synspunkt, lige så lidt som det var en fejl at sætte en kvinde til at forestå afhøringerne af disse muhamedanere. Dette synspunkt ville Winston Churchill nok også have været enig i.

Han mente at brug af hårde metoder overfor muhamedanerne var nødvendig, og var endda entusiastisk fortaler for brug af giftgas imod araberne.

De skal sættes i respekt, og gensidig ydmygelse er en del af deres kulturmønster. Nu foreslår jeg ikke at vi skal kalde vore muhamedanske modstandere for 'hunde' og lignende.

Salman Rusdie var endda så grov til at kalde en figur i sin bog for Mahound (muhammed / hund)! Man er selv fri til at finde en passende måde hvorpå man kan sabotere muhamedanernes medfødte selvretfærdighed og betydning, men man skal nægte at bøje sig for ét eneste af deres forsøg på at få en indrømmelse, selv på områder hvor det tilsyneladende ikke betyder noget.

Alex Ahrendtsen Skik følge eller slut møde!

Asmaa Hamid Abdol Ikke røre ved urene vantro..

Alex Ahrendtsen (DF) viceborgmester i Odense gjorde for nylig det helt rigtige: Da Enhedslistens tørklædeindhyllede Asmaa Abdol Hamid med 'religiøse argumenter' nægtede at give ham hånden til et møde, nægtede han at mødes med hende. Kræv danske regler og traditioner skrevne såvel som uskrevne overholdt til møder og foranstaltninger.

Danskerne skal modsætte sig på alle planer mod de muhamedanske kræfter, den enkelte må tage stilling, og deltage i kampen på den måde han eller hun har mulighed for.

Blæs på tonen og tonedirigenter
En reel modstand betyder at man bliver nødt til at forkaste hele det multikulturelle paradigme, der helt forplumrer debatten, fordi det allerede forud for enhver debat har vedtaget rammerne.

Rammerne tillader en sludder for en sladder om integration, eftergivenhed, pædagogik, 'respekt', mens tanken om et totalt indvandrerstop for muhamedanere og et program til hjemsendelse og uskadeliggørelse af muhamedansk aktivisme, territoriehævdelse, kriminalitet og trusler på forhånd er udelukket.

Problemet kan ikke løses ved at lave fine love og regler på regeringsplan, så længe det i praktikken og på gadeplan bliver ved med at foregå på muhamedanernes præmisser.

I medierne er de mere kompromisløs indvandringsmodstandere næsten overhovedet ikke repræsenteret. Kun på Internettet og i Blogsfæren går det ret godt. Men dette kan ikke fylde alle huller.

Links til gode analyser og betragtninger

Fårene og bukkene (fintælling) - af Ulla Nørtoft Thomsen den 1 marts 2006
Mere Seidenfaden analyse påMr. Deeds